1: Vælg projekt

Start med at vælge hvad du vil strikke. Det gør det nemmere at vælge det garn du har lyst til at strikke med. Du kan kombinere alle slags garn, men tænk over hvilken pind du skal strikke på.
Jeg anbefaler at man starter med et lille overskueligt projekt eksempelvis en hue eller halsedisse - så kan man øve sig og få en fornemmelsen for teknikkerne.

Hvis du ikke har garnrester liggende kan jeg virkelig anbefale at købe garn fra Garnspecialisten, der forhandler deadstock og overskudsgarn - altså garn der ellers var blevet smidt ud.

Du kan fx købe en af deres Stopgarnspildpakker hvor du får en masse forskelligt garn.

2: Sorter garnet efter tykkelse

Se hvordan jeg gør her

3: Lav en strikkeprøve

Når du har sorteret garnet kan du lave en strikkeprøve. Her er du nødt til at gætte dig lidt frem til at starte med. Mærk på det forskellige garn og tag de tråde ud som du tror tilsammen vil ramme strikkefastheden. Måske kan du nøjes med 1 tråd af gangen, måske skal du ligge 2-3 tråde sammen for at ramme strikkefastheden.

Slå så 12-20 masker op på den pind opskriften siger du skal bruge og strik et par cm. Mål hvor mange masker du har pr 10cm og se om du skal have flere eller færre masker.

Har du for mange masker i forhold til hvad opskriften angiver pr 10 cm (fx 10 i stedet for 8) skal du ENTEN bruge tykkere garn ELLER skifte til en tykkere pind. På den måde vil hver maske fylde mere og du vil ramme strikkefastheden.

Og omvendt hvis du har for få masker.

Tilpas din garnsammensætning så du rammer strikkefastheden.

Måske skal du skifte en tynd tråd ud med en tyk eller omvendt. Du kan også lægge en tråd mere til. Personligt kan jeg bedst lide maks at strikke med 3 tråde.

4: Begynd at strikke


Når du har fundet strikkefastheden, så se på det garn du har tilbage.
Prøv nu sætte de forskellige typer sammen så de ligner den sammensætning du har på pinden.

Med tiden vil fornemmelsen for garnet sidde i fingrene og det bliver nemmere at strikke med rester og forskelligt garn.

5: Lav bundter - eller skift farve når du føler for det


Nu kan du enten lave små bundter garn der ligner garnet fra din strikkeprøve i tykkelsen, eller du kan skifte farve løbende. Bundterne er især gode hvis du har svært ved at slippe kontrollen og tænker for meget over resultatet.

Hvis du godt kan lide at lege med farver, og at have lidt mere kontrol undervejs, så hav alt garnet ved din side mens du strikker, og skift farve når du føler for det.

6: Sådan skifter du garn

Når du skal skifte garn så klip det og bind det sammen med det nye garn. Sørg for at have ca. 3 cm bag knuden. Du behøver bare at binde én knude.

Varier længden på dine tråde. Jeg bruger ikke tråde under 15cm da jeg synes det bliver for besværligt.
Jo kortere tråde, jo mere farvespil.

TIP: Hvis du strikker med flere tråde så tænk over, hvordan du vil have overgangene i dine farveskift.
Hvis du skifter alle tråde på en gang får du en hård overgang, hvis du skifter en tråd af gangen for du blødere overgange.

Når du strikker henover knuderne så forsøg at lirke dem om på bagsiden. Det kan tage et par omgange at få dem derom. Du kan også skubbe knuderne om på bagsiden til sidst, men jeg kan bedst lide at gøre det undervejs.

Til sidst kan du hæfte enderne på bagsiden, jeg plejer dog bare at lade dem hænge.

7: Vask?

Vær ekstra forsigtig hvis du vasker din strik ! Dette gemmer vi til en anden guide, men helt kort anbefaler jeg at du damper den let eller lufter den, frem for at vaske den.

Har du andre spørgsmål til at strikke med rester ? Så skriv til mig her. Jeg opdaterer løbende guiden.